Nyt fra fodboldafdelingen
31. marts 2011 - 11:49 af: Jesper "Fille" Nielsen
Onsdag d. 30. marts skulle "De Røde Kugler" i gang for første gang i år, og Obersten var til dagens kamp vikarierende målmand for Julle, der holder en mindre pause grundet familieforøgelse. Ligeledes var Obersten anfører i kampen og havde sat taktikken, der skulle volde Postens serie 3-hold problemer.
Startopstillingen blev som følger: Obersten, Tiddo, Cola, Fille, Turbo, Gartner, Knald, Langeberg, Skovgaard, Schlosser og Bugge. På bænken sad Lars Hansen, Chriccer og Trika. Vintertræningen og løbeturene var tilsyneladende blevet fravalgt til fordel for sofahygge og god rødvin, da de blege dunke skulle have de røde trøjer trukket på, og måske var den manglende vintertræning sammen med banens beskaffenhed medvirkende til den meget famlende start, hvor der hverken var hoved eller hale i spillet fra kuglerne.
Modstanderen kunne inden for det første kvarter have lukket postsækken godt og grundigt, men trods flere muligheder formåede de kun at score en enkelt gang, inden der kom lidt mere sammenhæng i spillet fra de røde kugler.
Det bedre spil resulterede pludselig i en gylden mulighed til Skovgaard, der med venstrepoten sendte læderet i kassen fra kanten af feltet, og bragte balance i regnskabet - 1-1.
Gartneren havde flere gode aktioner på venstrekanten, og kunne have bragt kuglerne foran med en afslutning tæt under mål, men missede med en lille halv meters penge. Der skulle dog kun gå 10 minutter, før han rettede op på det mislykkede forsøg, og med et frækt lob over målmanden kunne kuglerne række armene i vejret med en sjælden scoring fra Gartnerens højreben.
Lige før pausen var der debut til Lars Hansen, der ikke har spillet i længere tid på grund af rygoperation og genoptræning, og det skulle vise sig at være noget af en debut...
Posten kom dog på tavlen igen i starten af anden halvleg og udlignede til 2-2 med et sololøb, hvor flere af de røde kugler lige kom for sent til at tackle, og så var Obersten prisgivet inde på stregen. Efter lidt boldflytteri fra højre til venstre, havnede bolden til sidst inde på midten hvor Lars Hansen med et temposkift i negativ retning formåede at sætte en forsvarsspiller af og med en afslutning under målmanden, bragte han endnu engang de røde kugler i front.
Den stilling holdt til 5-6 minutter før tid, hvor Posten endnu engang udlignede på en blanding af klumpspil og en tvivlsom offside inde foran mål, hvor indersiden af stolpen hjalp bolden over stregen til 3-3. Posten øjnede pludselig mulighed for at løbe med sejren, og lagde pres på kuglerne i slutningen af kampen, men endnu engang havnede bolden for fødderne af Lars Hansen, der med en fræk finte fik målmanden til at lægge sig ned og med kampens sidste afslutning sikrede han en 4-3-sejr.
Med til historien skal det siges, at den nybagte husejer i Bellinge, Schlosser, havde en god mulighed for scoring, men hans hovedstød fra kanten af det lille felt prellede af på overliggeren. En teori om at den sidste berøring fra en holdkammerat inden en scoring er det samme som en assist, så fik Schlosser dog ifølge ham selv noteret 3 af disse i kampen, der rent resultatmæssigt skulle give et lille rygstød til lokalbraget imod Sanderum onsdag d. 6. april kl. 18.45 på hjemmebane.